Navn: Kristoffer Hjerrild
Alder: 26 år
LinkedIn: www.linkedin.com/in/kristoffer-hjerrild
Virksomhed og Title: Winkwink.dk, winkwink.se og magentoxperten.dk. CEO og ejer i alle 3
Baggrund/Tidligere erfaring: Underwear4men, Selvbruner-shoppen, Longboard-shoppen, Blogeksperten samt diverse andre projekter
Uddannelse: Kandidatgrad i sexlegetøj og Magento webshops

Hvornår startede du din karriere som iværksætter og hvad driver dig?

Da jeg var 14-15 år, startede jeg med at videresælge ting på DBA og Guloggratis, men det var først i gymnasiet, at jeg tog springet og startede min første rigtige virksomhed magentoxperten.dk, som var et webbureau med fokus på e-commerce systemet Magento. Det var lidt tilfældigheder der gjorde, at det lige blev Magento, men jeg ville gerne lave webshops, da jeg synes det var rigtig spændende. Jeg startede med, at skulle lære at opsætte en Magento webshop. Efter noget tid begyndte der at komme kunder, som skulle have lavet en Magento webshop.

Mit drive har altid været lysten til, at bygge noget fra ingenting og se det vokse! Det er den vildeste følelse!

Var der noget som afholdte dig fra, at gøre det tidligere?

Jeg tror min først virksomhed blev skubbet 1-2 år tilbage. Jeg kunne ikke starte en virksomhed før, jeg blev 18 år, uden det skulle gå igennem mine forældre, og det var de ikke så glade for dengang. Jeg husker også, at jeg ansøgte om undtagelse, men den gik ikke og jeg måtte vente, så det satte en lille stopper for mig i begyndelsen. Det har primært været regler og andet praktisk, der har stoppet mig, for jeg har altid vidst, at jeg ville starte en virksomhed og være iværksætter.

Hvad arbejder du med i dag?

Jeg har lidt en dobbeltrolle i disse år. Jeg er CEO i to virksomheder nemlig i Winkwink.dk og Magentoxperten.dk. Ved winkwink.dk vil jeg definer min rolle som en kreativ chef, der sætter retningen. Det er lidt mig, som kommer på skøre ideer, men samtidig er visionær og sætter retningen.

Ved Magentoxperten er min rolle i højere grad, at være ansigtet udadtil og åbne døre til nye virksomheder, som vil samarbejde med Magentoxperten om deres e-handels løsning.

Hvad har du måtte ofre for et liv som iværksætter?

Det er et sjovt spørgsmål for umiddelbart falder der ikke noget ind. Måske en kedelig hobby, som alligevel ikke interessere mig.

Hvad sagde familie og venner til din beslutning?

Jeg kommer fra en veluddannet familie med Advokat, Dommer, Læge, Statskundskab osv.
Derfor var der stor skepsis omkring det de første år, da ”det var usikkert” og jeg skulle kæmpe hårdt for at holde fast i min drøm. I dag kan min familie heldigvis se, at det var det rigtige og støtter mig.

Hvad er du mest stolt af?

Nok winkwink. Det har været det mest krævende projekt og jeg er utrolig stolt over, hvad jeg har opnået. Jeg har været oppe imod store virksomheder, men har via knowhow angrebet markedet på den hel rigtige måde uden at have et stort budget. Modsat de andre sexshops som alle er eksperter i sexlegetøj, så er jeg ekspert i E-commerce og det har både været en styrke og en svaghed.

Kan du ikke prøve at beskrive de styrker og svagheder, du har haft ved at være ekspert i E-commerce?

Det er en klar svaghed for mig, at jeg modsat mange andre online sexshop ikke har en voldsom interesse for sexlegetøj. Jeg forstår derfor ikke produkterne på samme niveau som konkurrenterne. Det er ikke en hobby for mig, for mig handler det om forretningen. Jeg gik ikke ind i den her niche, fordi den interesserede mig, men fordi jeg så et hul i markedet. Omvendt er det en styrke for mig, at konkurrenterne ser det som en hobby, så står de med webshops som er underudviklede, og ikke har fulgt med den generelle udvikling på markedet. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, da der også findes veludviklede webshops, som sælger sexlegetøj i dag. Men der var et stort hul tilbage i 2013.

Hvad har været den største nedtur?

Det hænger faktisk lidt sammen med winkwink. Jeg kom ind i sexlegetøj branchen, da jeg i sin tid skulle lave en webshop løsning til en sexshop. Her endte jeg med at blive medejer, da de var rigtig glade for mit arbejde og jeg fik deres omsætning til at vokse fra 25.000 til 500.000 om måneden. Desværre endte det med at de andre ejere lukkede alt adgange for mig fra den ene dag til den anden! Det var en kæmpe nedtur, da jeg ingen løn havde fået i perioden og blot havde et stykke papir, hvor der stod, at jeg ejede 1/3 af virksomheden… Efterfølgende var der et juridisk forløb, hvor jeg stævnede dem og indgik forlig. Heldigvis er det årsagen til at winkwink eksistere, da jeg ville vise dem hvem, der er bedst til at drive en erotisk shop.

Hvor meget arbejder du om ugen?

Ca. 80 timer vil jeg tro. Jeg læste for mange år siden Tim Ferries – Four hour work week og prøver i en vis grad at følge noget af dette – Kun delvist for 80 timer er lidt mere end 4 😉

Hvor langt skal man være villig til at gå?

All the way! Det er i hvert fald min tilgang til det. Jeg er her ikke for at være nummer 2,3,4 men nummer 1, og jeg vil gøre alt i min magt for at nå det.

Hvad er hemmeligheden til succes?

Kast dig ud i det og lær af dine fejl. Det er faktisk ikke så kompliceret, som man skulle tro. Jeg anede ikke et hak om sexlegetøj inden jeg gik ind i det marked – men det er kun en sjov udfordring.

Hvad synes du er de vigtigste egenskaber en iværksætter skal besidde?

  • Vilje
  • Passion
  • Visionær
  • Tålmodighed
  • Kommunikation