Navn: Nicolai Olesen
Alder: 25
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/nicolai-marcelline-olesen/
Virksomhed og title: CONVEY– CEO
Uddannelse: Designteknolog med branding og marketing som specialeretning.

Hvornår startede du din karriere som iværksætter?

Min iværksætterkarriere startede vel nok i gymnasietiden, hvor jeg begyndte, at skifte folks iPhoneskærme for nogle håndører. Men jo mere populære iPhones blev, jo større blev markedet for reservedele. Det blev lige pludseligt sværere at skaffe kvalitetsreservedele, og der begyndte ofte at være fejl i skærmene. Jeg syntes risikoen gik hen og blev for stor, med for meget bøvl med ombytning af skærme og tid med fejlfinding, så jeg valgte at stoppe med det. Jeg kan huske, at jeg havde opstillet et excel-ark med hver ordre, omkostning pr. ordre og fortjeneste. Hård økonomistyring allerede den gang, haha.

Jeg stiftede bekendtskab med HTML første gang i 5. klasse, hvor jeg i folkeskolen så en kammerats storebror rodede med det på computeren i fritteren. Han havde fået sit navn til, at køre henover skærmen i sin browser. Det fascinerede mig dybt – der skulle ikke så meget til dengang – så jeg lånte nogle bøger på biblioteket, og begyndte derefter at lege med det. HTML blev til CSS, CSS blev til PHP, som derfra blev til CMS-systemer og videre til e-commerce-platforme. Jeg har altid holdt af, at bygge og designe fysiske ting med hænderne, men denne digitale måde at designe på begyndte virkelig, at vække en interesse hos mig også. Denne viden gav mig et fritidsjob i et større reklamebureau i Herning tilbage i gymnasietiden. Det havde jeg et par år til krisen kom, og bureauet erklærede sig konkurs. Jeg forsatte dog med at servicere to små kunder, og det blev til nogle enkelte projekter hvert år ved siden af fritidsjob på restaurant og café. Da jeg begyndte at studere marketing, valgte jeg at stoppe alt fritidsarbejde, og satse på at få mere arbejde som selvstændig freelancer. Det lykkedes, og efter endt studie er det nu blevet mit fuldtidsjob, hvor vi i CONVEY er tre partnere i dag.

CONVEY

Hvorfor startede du og hvad driver dig?

Jeg startede ikke med idéen om, at jeg skulle være iværksætter, eller at jeg skulle skabe en forretning. Jeg synes jo blot det var sjovt, at løse en teknisk udfordring for venner og bekendte. Lige pludselig ville folk gerne betale for mine ydelser, og så fandt jeg jo ud af, at det jo var yderst tilfredsstillende, at blive kompenseret for noget man i bund og grund hyggede sig med at lave.

Det er stadig det samme udgangspunkt, der driver mig i dag. Tilfredsstillelsen ved at løse en problemstilling for en kunde, og at få en god portion indsigt i mange forskellige brancher. Med tiden er det dog også blevet det forretningsmæssige, der driver mig. Jeg synes det er super spændende, at drive og udvikle en forretning. Både hvad angår ydelser/produkter, men også de økonomiske aspekter i at drive en virksomhed. Det med at anskue og arbejde med virksomheden holistisk, bliver jeg helt høj af.

Var der noget som afholdte dig fra, at gøre det tidligere?

Jeg startede min virksomhed ved siden af fritidsjob på caféer o.l., og jeg var ret glad for disse job. Det afholdte mig lidt i starten fra, at springe ud i at være selvstændig. Jeg indså dog hurtigt, at det er svært at fokusere, når man ridder på for mange heste på én gang. Man er nødt til, at fokusere som iværksætter og som virksomhed, og det betyder at man må vælge ting fra, og det er altid sværere at vælge fra end til.

Hvad arbejder du med i dag?

Jeg arbejder fortsat i CONVEY, som er et bureau, der hjælper virksomheder med digitalisering og udvikling af platforme til bl.a. markedsføring, salg og drift. I CONVEY arbejder jeg og mine partnere tæt sammen med vores kunder omkring forretningsstrategien og hvordan teknologi, markedsføring og branding kan bidrage til kundens forretning fremadrettet.

Hvad har du måtte ofre for et liv som iværksætter?

Jeg har måtte ofre, som rigtig mange andre iværksættere, fastlagt fritid. Det er ikke altid, at jeg har kunnet deltage i diverse arrangementer, fordi arbejdet lå på forkerte tidspunkter. Dog føler jeg ikke, at det hele er gået op i arbejde. Arbejdet fylder meget, men det er ikke det vigtigste i livet. Det ved jeg, og det ved mine kunder også. Jeg går meget ind for et sundt forhold mellem arbejde og fritid, selvom de to ting ofte kan flyde sammen. Så nu er jeg begyndt f.eks. at tage fri på mine egne præmisser. Min familie og omgangskreds skal også kunne holde mig ud.

Hvad sagde familie og venner til din beslutning?

Min familie har altid støttet min beslutning. Jeg tror også, at de har set det som en naturlig forlængelse af de ting, som jeg har brugt meget af min tid og energi på tidligere. Begge min forældre har taget store chancer karrieremæssigt, hvorfor jeg tror at de ikke har været specielt nervøse på mine vegne.

Mine venner har altid bakket mig op, og altid været nysgerrige på hvordan tingene går. Også selvom alle ikke lige helt kan gennemskue, hvad jeg render og laver. De fleste tror, at jeg lever af at sælge vin, da jeg engang på Facebook har lavet et opslag omkring den bibeskæftigelse. Det synes jeg er lidt sjovt.

Hvad er du mest stolt af?

Det er faktisk et godt spørgsmål. Det er sjældent, at man lige giver sig anledningen til, at stoppe op og tænke over det. Man kan godt knibe sig i armen en gang i mellem, når man tænker på hvad det startede med, og hvordan min hobby nu er blevet mit job. Det lyder ydmygt, hvilket det også er, for jeg føler jo slet ikke jeg er færdig endnu, og det skal først være den dag, jeg kan sætte ord på hvad jeg er mest stolt over.

Hvad har været den største nedtur?

Den største nedtur var et fejlslagent erhvervsøkonomistudie på universitetet. Det var omtrent samtidigt med, at jeg fik mit første CVR-nummer. Jeg kunne ikke få studiet til at fungere, og jeg ville hellere arbejde med at udvikle noget. Jeg skiftede universitet, hvilket heller ikke holdte, og jeg endte med at droppe ud. Det brugte jeg en del krudt på at bebrejde mig selv for. Jeg kom dog til den erkendelse, at da jeg nu ikke havde den byrde hængende længere, kunne jeg lige så godt bruge noget mere tid på mine passioner og mine webprojekter. Det førte i sidste ende til et marketingstudie, som jeg er rigtig glad for.

Hvor meget arbejder du om ugen?

Man læser jo ofte om iværksættere, der siger at de arbejde 80-100 timer om ugen. Det tror jeg slet ikke på, men det er en god historie. Jeg har installeret et stykke software, der hver søndag sender mig en rapport over, hvordan min arbejdstid på computeren har været. Jeg lander ofte på 50-60 timer, nogle gange mere, andre gange også meget mindre. Det vægter min aktivitet som ’noget produktivt’ eller ’noget mindre produktivt’. Men arbejdstimer er slet ikke et KPI (Key Performance Indicator) for mig. Det handler for mig mere om, hvad jeg får ud af den tid, og hvordan den disponeres på kort og lang sigt.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

Min arbejdsdag er meget svingende. Den starter typisk med, at jeg følger op på min to-do liste, som jeg typisk laver aftenen før. Så besvarer jeg mails jeg har modtaget aftenen forinden. Jeg gider ikke altid besvare mails om aftenen. Der lukker jeg helst ned for kommunikationen og måske bruger lidt tid på ting der ikke kan faktureres, f.eks. bogføring og interne ting. I løbet af dagen kan der ofte også være lagt møder i kalenderen. Det foregår typisk ude hos kunden. Det kan jeg bedst lide, for så får jeg også vendt de ting jeg laver, med nogle af kundens medarbejdere. For mig er det vigtigt at have en god relation til kundens organisation. Det er her du får de ærlige inputs, og de argumenter der kan overbevise en skeptisk kunde.

Hvor langt skal man være villig til at gå?

Man skal gå så langt, at man stadig synes det er sjovt. Hvis man når til et punkt, hvor man ikke kan forbinde det man laver, med noget man kan fornemme ude i fremtiden, så tror jeg man skal stoppe. Jeg tror ikke det er sundt økonomisk og mentalt. Den mængde tid man på dette tidspunkt lægger i det, er jeg sikker på er givet bedre ud andre steder. F.eks. i et lønmodtagerjob. Det at tage et lønmodtagerjob behøver ikke være enden på ens karriere som iværksætter. Det er der rigtig mange gode og succesfulde eksempler på. Jeg tror derfor ikke helt på alt eller intet, for man skal også kunne leve med sig selv og sine projekter.

For mig handler det om personlig udvikling. Jeg skal lave det, hvor jeg føler jeg udvikler mine kompetencer og mine personlige færdigheder mest. Det gør jeg typisk med de ting jeg finder interessant. Jeg vil ikke nødvendigvis definitivt være iværksætter, men lige nu er det dét, der falder mig naturligt. Pointen er at det er dumt at afskrive muligheder, blot for idealismens skyld.

Hvad er hemmeligheden til succes?

Konstant udvikling. Jeg er overbevist om, at hvis man hele tiden er kritisk over for de ting man laver, ikke laver de samme fejl to gange, og forbliver nysgerrig på de ting, der sker omkring én, skal man nok få succes. Jo mere man suger til sig af læring og viden, på tværs af mange felter, jo bedre bliver man til at følge sin intuition og træffe hurtige beslutninger.

Hvis det var muligt at gå tilbage, hvad ville du så gøre anderledes i dag?

Hvis jeg kunne gå tilbage, ville jeg gerne have været bedre til, at fragive mig ansvar på flere opgaver. Jeg ville gerne have benyttet mig af samarbejdspartnere i højere grad for, at kunne vækst virksomheden hurtigere. Jeg har begået den typiske fejl med at løse alle udfordringer selv. Den klassiske med at hvis man selv løser det, kan man selv stå på mål for det. Det har betydet, at jeg nok har brugt rigtig meget tid på ting, der ikke nødvendigvis har været de mest værdiskabende. Dog har det på den positive side givet mig en indsigt og forståelse for flere dele af forretningen. Det håber jeg, at kunne benytte mig af fremadrettet.

Hvad synes du er de vigtigste egenskaber en iværksætter skal besidde?

Nysgerrighed ser jeg som en af de vigtigste egenskaber. Nysgerrighed fremprovokerer innovation og udvikling, hvilket er det der skal drive ting fremad. Nysgerrighed hjælper fantastisk i en salgssituation, hvis du er interesseret i din kunde, og ved hvilken situation og verden de befinder sig i, så kommer man langt. Og salg er jo typisk udfordrende for en hel del iværksættere. Nysgerrighed ligger også til grund for en lang række af de relationer man indgår i som iværksætter, og al forretning handler om stærke relationer.

Beslutsomhed. Jeg havde svært i starten med at vælge ting fra. Det kunne f.eks. være opgaver eller ikke-givende relationer. Man bliver dog nødt til at lære at træffe beslutninger for sig selv, og for sin virksomhed. Det er svært, og kræver et grundlag at træffe dem på, hvilket kan tage tid at opbygge kompetence- og autoritetsmæssigt. På lang sigt bliver man mere selvsikker og ens overbevisning vil tydeligere skinne igennem. Det smitter af på både din virksomhed og dine relationer personligt og professionelt.

Lige et sidste råd

Der findes mange former for iværksætteri. Man hører ofte om de super gode idé, de mange VC-millioner og de store exits. Iværksætteri er i høj grad at out-performe det eksisterende, eller at have en ny tilgang til det eksisterende. Derfor behøver man langt hen ad vejen ikke opfinde den dybe tallerken. Hvis der står nogle, der vil købe det du kan eller det du laver, ja så har du grundlaget for at starte en virksomhed. Dér fra handler det om at udvikle produktet/ydelsen, og lige pludselig kan den store idé udspringe af et behov eller en mangel, du har opdaget i en konkret businesscase. Nu står du stærkt! Du har både et kundegrundlag at teste på, og en virksomhedsdrift der kan understøtte udviklingen.
Så mit råd er: kom i gang med de små idéer. De kan være nemmere at tjene penge på, og de kan ende med at afføde de helt store idéer.