Mød William Atak, der har lanceret verdens første shitstormforsikring til virksomheder. Læs med og få alle detaljerne om manden, der nægtede konkurs på sit CV.

Navn: William Atak
Alder: 40 år
LinkedIn:
 linkedin.com/in/williamatak
Baggrund/Tidligere erfaring: Jeg har i snart 21 år drevet egen virksomhed. Igennem alle de år har jeg både i og udenfor Danmark startet flere iværksætterprojekter op, hvor fokus for det meste har været inden for marketing og kommunikation, men jeg har været med til at starte mange projekter op inden for forskellige brancher. Mit seneste iværksætterprojekt er SAFEonNET, hvor vi i 2015 lancerede en forsikring mod dårlig omtale og krænkelser – og i samarbejde med Topdanmark en ‘Shitstormforsikring”, der giver virksomheder hjælp til retablering af deres digitale omdømme, samt ‘Websafe’ med AIG (verdens andet største forsikringsselskab). Dette projekt arbejdes der stadig fuldt ud på, hvor vi bl.a. inden for meget kort tid lancerer en software, der tilbyder både virksomheder og privatpersoner at måle deres reputation score og få værktøjer til at forbedre deres score. Herudover er der ligeledes en masse nye samarbejdsaftaler på vej.
Uddannelse: Gymnasieuddannelse
Virksomhed og Title: www.atak.dk – CEO
Stiftet: 1997

Hvad arbejder du med?

Jeg arbejder med marketing og kommunikation, hvor digital krisekommunikation er mit personlige fokusområde. Jeg har selv ekspertise inden for både offline og online marketing, hvor jeg dog de sidste 15 år udelukkende har arbejdet med online marketing og kommunikation. Jeg har et bureau (ATAK A/S), der med et team på ti personer arbejder med Online Reputation Management (herunder shitstorm-håndtering), SEO, AdWords, Web og SoMe.

William Atak, ATAK, iværksætter, shitstorm

Hvorfor startede du?

Min motivation kom nok lidt af, at jeg altid har været en arbejdshest, og en +100 timers arbejdsuge aldrig har skræmt mig. Jeg er af den overbevisning, at man ikke kan skabe noget mærkbart ved alene at arbejde 37 timer om ugen.

Som 13-årig var jeg blevet en eftertragtet hiphop-danser og fik betaling for min optræden. 5 minutters optræden gav mellem 300-500 kr. Det var en god timeløn, og allerede dengang kunne jeg godt se, at det kunne betale sig at være god (den bedste) til noget.

Som 14-årig begyndte jeg at gå med aviser, og jo hurtigere jeg løb ruten, des flere penge kunne jeg tjene pr. time – så jeg løb RIGTIG stærkt. Som 15-årig begyndte jeg at undervise (i hiphop) og fik en god hyre. Anerkendelsen som specialist inden for noget bestemt tiltalte mig meget, hvorfor jeg kun få gange er gået ind i projekter, jeg ikke reelt brændte for (hvilke jeg har fortrudt), men gjorde det udelukkende pga. indtjeningsmulighederne.

Hvad sagde familie og venner til din beslutning?

Min far sagde engang til mig, fordi jeg konstant sad foran computeren, at “man ikke kan tjene penge på at sidde på sin flade røv foran en computer”. Min mor har altid været bekymret for, at jeg arbejdede meget. Og mine venner var bare trætte af, at jeg ofte afviste at tage med i byen eller på ferie, fordi jeg havde travlt med at arbejde.

Hvad har du måtte ofre for et liv som iværksætter?

Ikke noget. Jeg havde en drøm om at blive arkæolog, og den drøm har jeg egentlig stadig. Det bliver dog amatørarkæolog på et hobbyniveau, når jeg engang går på pension. Jeg har en skøn kone, der forstår, at jeg arbejder meget, og det fungerer fint med børnene, at jeg er 100% tilstede efter fyraften og til de er gået i seng. Herefter arbejder jeg videre til kl 01-02 om natten – så godt som hver aften.

Hvordan har du tiltrukket brugere/kunder og vokset virksomheden?

Jeg har altid været meget fokuseret på ærlighed og et godt omdømme. Jeg går op i perfekt kundepleje, og jeg arbejder kun med kunder, der respekterer min ærlighed. Troværdighed er enormt vigtigt, og kan man skabe det, så kommer kunderne helt af sig selv. Jeg har i 15 år ikke lavet opsøgende salgsarbejde. Al vækst i virksomheden kommer organisk.

Hvad er de største udfordringer, som du har konfronteret? Forhindringer du har måtte overkomme?

Der har været mange – rigtig mange. En af mine største udfordringer har nok været mig selv. I løbet af de sidste 2-3 år har jeg dog indset, at jeg kun bør bruge kræfter på dét, som jeg er bedst til, og lade andre tage kontrol over andet. Det er dog stadig en meget stort udfordring at finde dygtige kollegaer, der kan tage styring. Jeg har et par gange mistet fokus, og det betød et meget stort tab på omsætningen. Jeg blev rådet til at gå konkurs, da det så meget sort ud. Det nægtede jeg dog, for jeg ville ikke have en konkurs på mit CV. Jeg skar helt ind til benet og startede nærmest helt forfra. Det tog et par år, og så var jeg godt tilbage igen.

Hvordan virker jeres forretningsmodel?

Nu har vi forskellige ben at stå på i konsulentvirksomheden, men i bund og grund arbejder vi med digital marketing, hvor vi skaber større synlighed, mere relevant trafik og øger konverteringsrater for vores kunder. Herudover arbejder vi med digital kommunikation, hvor fokus er bedre synlighed og identiet – men også “usynlighed”, hvor fokus skal være på de gode historier. Forretningsmodellen er i bund og grund baseret på tryghed og kompetencer, hvor vi skal være førende på området, så kunderne kommer helt af sig selv.

Hvad er visionen med virksomheden?

ATAKs vision er at bevare sin markedsposition som førende inden for Online Reputation Management og fremadrettet skabe yderligere afstand til konkurrenter ved bl.a. at videreudvikle på eksisterende produkter og kvaliteten i disse, samt udvikle nye produkter og software.

Hvad er du mest stolt af?

Jeg er mest stolt af, at vi som verdens første udbyder kan tilbyde et produkt som SAFEonNET.

William Atak, ATAK, iværksætter, shitstorm

Hvor langt skal man være villig til at gå?

Jeg mener ikke, at man skal se på det som “at gå langt”. Man skal blot brænde for dét, man laver – og gør man det, så føles det hele meget naturligt. Jeg har – i forbindelse med SAFEonNET-projektet – belånt mit hus med flere millioner. Så selvfølgelig skal man tage chancer, men jeg var ikke et sekund i tvivl. Og skulle det gå galt, jamen så må man bare op på hesten igen.

Hvad er hemmeligheden til succes?

At arbejde med noget man brænder for – og gøre det 24 timer i døgnet. For at det kan blive en succes, skal der dog være markedspotentiale. Man må dog ikke lade sig skræmme af konkurrence.

Hvad er dine bedste råd til nye iværksættere, der lige er startet på deres rejse?

Som selvstændig kan man ikke føre et “almindeligt” liv. Hvis du er glad for se TV/film, gå i byen med vennerne, ofte hygge med familie og kæreste osv., har du ikke nok tid til at være iværksætter/”løs hygge”, hvor afslapning for en iværksætter kommer i en velfortjent ferie og ikke i hverdagene. Selvom du har ferie, skal du dog altid være til at træffe. Det skaber langvarige relationer med kunderne. Lær at sige nej til opgaver, hvis det kun er dig, der reelt vil samarbejdet. Lige gyldigt hvad må du aldrig glemme, at det er kunden, der betaler din løn – så kæmp hårdt for at skabe det gode forhold til kunderne. Det er vigtigt, at du værner om dit eget omdømme, for hvad har du reelt uden? Intet!

Hvor kan vi få mere information?

Man kan få mere information om mit bureau på www.atak.dk, om SAFEonNET på www.safeonnet.dk og om mig/min foredrags- og kursusvirksomhed på williamatak.dk

DEL SIDEN